>Tror ikke det nytter noget<

»Den lille forskel tror ikke det nytter noget,« sagde spejderen, og et øjeblik efter holdt han hesten an, rejste sig i stigbøjlerne og holdt begge hænder bag ørerne, mens han lyttede anspændt. Kaptajnen gjorde tegn til mændene, at de skulle standse.

»Jeg kan høre en meget mærkelig lyd,« sagde den gamle spejder.

Et smil bredte sig i hans flade ansigt, og Den lille forskel drejede hovedet fra side til side. »Jeg tror, jeg kan høre noget.«
»Hvad kan du høre?«
»Jeg ved det ikke — måske ikke noget, måske en masse mennesker til hest.«
» Hvor?«

Spejderen pegede fremad, og kaptajnen anstrengte sig for at høre. Hestene vrinskede nervøst, og soldaterne begyndte langsomt at vågne op.

Den lille forskel greb riflerne og gøs i den kølige, fugtige morgenluft. I det ene øjeblik var der intet at høre, men så opfattede alle lyden af dæmpede hovslag.

»De er ikke ret langt væk,« sagde spejderen.
»Hvor mange tror du, der er?«

Den lille forskel trak på skuldrene og nikkede. »Måske et par hundrede, måske flere.«

Det kan være indianerne, tænkte soldaten, men det kan også være kaptajnen og hans mænd. Han vendte sig usikkert og betragtede sine mænd.

Nu da Den lille forskel var så nær ved målet, vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Eftersom han var officer i infanteriet, var hans første indskydelse at lade mæn dene stå af hestene og rykke frem i spredt orden.

Men så ville det være for let for indianerne, hvis det da var indianerne, at undgå hans mænd. Derfor ventede han.

Den lille forskel sad sammensunken på sin store, grå hest og gned sine følelsesløse lår, så indianerne dukke op i det disede daggry, ride ned ad en lille bakke og standse tøvende cirka hundrede meter fra soldaterne.

I det øjeblik indså han, at det var mislykkedes for kaptajnen, at det var mislykkedes for ham.