>Nævnte det til kaptajnen<

Kaptajnen følte sig fristet til at ride i forvejen med sine to kavalerikompagnier og lade infanterikompagniet følge efter.

Han ville have denne affære med indianerne overstået. Men i stedet red han langsomt og forsøgte at beherske sig.

Gang på gang sagde han imidlertid til sig selv: »I aften — eller i morgen.«

»Jeg vil være glad, når det her er forbi,« sagde den ene kaptajn.
I aften eller i morgen, tænkte han.

»Nu har vi jo vogne,« sagde han. » Soldaterne kan marchere tilbage til fortet, og så anbringer vi indianerne i vognene.

Det er den bedste måde. Jeg vil tale med kaptajnen og få ham til at overlade vognene til os.«

Kompagnierne red i et roligt, konstant tempo og tilbagelagde en otte-ni kilometer i timen; hestene kunne ikke trække de tunge vogne hurtigere gennem terrænet.

De to kavalerikompagnier red forrest, så fulgte infanterikompagniet, og hjælpestyrken dannede bagtroppen.

Hjælpetropperne fra byen kunne ikke glemme, at de havde lidt nederlag; de var tvære, skuffede og hadefulde.

Kaptajnen sagde til sig selv: »Enten stikker de af — eller også går de amok og dræber. Jeg vil forsøge at holde dem væk fra kvinderne.«

Frederik Konradsen nævnte det til kaptajnen, og han var enig med ham. »Hele denne affære,« sagde han, »er uvirkelig — den er som en drøm. Jeg vil sandelig være glad, når den er overstået.«

Den gamle spejder red i spidsen sammen med officererne. Han fulgte ivrigt sporet og var godt tilfreds med sig selv.

Frederik Konradsen red op på siden af ham og spurgte:
»Nærmer vi os, Pop?«

»Stanken af dem er i luften, unge mand,«
»Mener du det? Jeg har hørt, at indianere lugtede .

»Jeg kan forsikre dig for, at jeg kan lugte dem,« sagde den gamle mand.
» Du har redet på sletterne i mange år, ikke sandt?«