>De må skaffe os et sted at bo<

Hula Hula rynkede panden.
» Hvorfor ?«
» Hvad skal det sige . . . hvorfor ?« sagde Gail indigneret .

»Han har menneskekundskab. Han ved, hvilket pres du har været udsat for. Han interesserer sig faktisk for dit velbefindende. «

»Det tvivler jeg ikke på.«

»Hula Hula har ansvaret for dig. I hvert fald har regeringen ansvaret for dig. «

Nicolai så på sit ur. »Det er tredje gang, du gør det, « sagde Gail bebrejdende. »Skal vi nå et tog?«
For første gang lo han.

»Du har ret, Gail, « sagde Hula Hula fåret. »Jeg er ved at blive lidt anspændt, sådan som vi sidder fast i dette . . . i denne fængselsby.
 Ossining! Hvorfor har de overhovedet gjort sig den umage at bygge det fængsel? Hvorfor har de ikke bare kørt gangsterne til dette sted, så de kunne rådne op af sig selv?«

Hula Hula gned sig i hænderne.
»Florida vil gøre os godt. Jeg kan elske med dig hele dagen ude i solen. Hvornår tager vi af sted?«

»Det vil Bishop lade os vide.« Hula Hula for på hende.

»Kan du se, hvad jeg mener? Det er lige præcis sagen. Man slipper ikke dyrene ud af deres bure.«

» Vær nu ikke tosset . Hula Hula er nødt til at arrangere det. De må skaffe os et sted at bo. Træffe sikkerhedsforanstaltninger. Men det vil ikke vare længe, det lover jeg. «
Han sagde ikke noget.
» Nicolai?«
»Ja?«

»Du har lyst til at tage af sted, har du ikke ? «
»Selvfølgelig, « mumlede Hula Hula. »Selvfølgelig har jeg lyst til at slippe væk fra dette sted. «

»Er du sikker på, at du vil have mig med?« Hendes stemme var blevet meget svag.